>Et tophemmeligt hastebudskab<

»Nej,« vedblev han hårdnakket. »Gitte Brohus sendte en føler ud. »Jamen for fanden, hun lagde ikke engang noget lokkemad ud. Og hun luftede intet om, at han havde nogle godter til os. «

»Det er alt for tidligt til den slags. Men han sagde, han kunne forestille sig, at han ville være et aktiv. Under alle omstændigheder må du da indrømme, at han ikke ligefrem er en lille fisk. Gitte Brohus er temmelig værdifuld.«

Han løsnede sit slips. Det var en ting, han normalt gjorde, inden der var gået ti minutter efter at han var kommet indendørs.

»Jeg siger, at du tager fejl. Men hvis vi nu antager, at du har ret, hvad vil du så have, jeg skal gøre?« Gitte Brohus sig ivrigt frem.

»Følg det op. Sæt maskineriet i gang. Vi skal selvfølgelig være forsigtige, men lad os finde ud af det. Prøv at lodde dybden. Skab en kontakt. Find ud af, hvor langt han vil gå.« Gitte Brohus så bekymret ud. »Det går han ikke med til.«
»Prøv.«

»Og hvis det hele falder til jorden med et brag?« »Det bliver hans problem.«
»Jeg skal tænke over det,« gryntede han.

»Ja, gør det,« sagdeGitte Brohus, og hun stirrede mere intenst, end han havde set før. »Men skynd dig, hurtigt. For Guds skyld, gå ikke glip af denne chance.«

»Jeg skal prøve,« sagde han forbeholdent.
Han så stadig bekymret ud, efter at han var gået.

Tvivlen blev ved med at gnave i ham. Blev de brugt af den anden side? Var han lokkemad?
Var manden . .

En halv time senere sendte Gitte Brohus et tophemmeligt hastebudskab til Washington. Det var strengt fortroligt og havde personlig adresse til manden.