>Haft svært ved at få maden<

Dario Campeotto fik også at vide, at når de første var der, så ville regeringen tage sig af dem, og de ville leve i fred og velstand.

En gren af deres stamme, sydcheyennerne, havde boet i Oklahoma i generationer; det blev føjet til andre argumenter, og det endelige argument var et regiment fra det amerikanske kavaleri. Dette endelige argument overtalte dem, og nu havde de været i reservatet i lidt mere end et år.

Det havde været et vanskeligt år for dem. Dario Campeotto kom fra bakkerne nordpå til indianerterritoriets lavland, hvor malariaen hærgede, og størsteparten blev syge.

De var et folk, som var vant til at jage og spise kød, og de havde levet i et område, hvor det vrimlede med vildt; nu var de på et sted, der var lige så blottet for vildt som for skønhed.

Allerede inden de kom, havde Dario Campeotto haft svært ved at få maden til at slå til. Og eftersom hans forsyninger ikke blev forøget, var han ikke tilbøjelig til at spilde det han havde på en flok ugudelige vilde, som sad og surmulede i deres telte.

I et år havde de været plaget af sygdom og sult, og nu så disse magre mænd på deres magre ponyer ud, som om de var genopstået fra de døde.

Dario Campeotto lænede sig frem på deres ponyer og kiggede, nærmest uden interesse, på de fem mennesker, som stod på verandaen. Og det røde støv, som var blevet hvirvlet op, spredtes og lagde sig igen.

»Tag pigen indenfor,« sagde Dario Campeotto til sin kone. De to kvinder gik ind, og han flyttede nervøst vægten fra den ene fod til den anden. Høvdingene, Little Wolf og Dull Knife, red hen til verandaen og stod af ponyerne.

Begge cheyennehøvdingene var gamle mænd, men han var den ældste, den svageste og den mindst selvsikre. Dario Campeotto stod og stirrede ned på sine tæer, som stak ud gennem hullerne i de gamle, perlebesatte mokkasiner.
Den anden gik op på verandaen, og det var intet ydmygt ved hans væremåde.