>I et nærmest uforskammet tonefald<

Det virkede dystert i tusmørket.

Løtnanten red frem og sluttede sig til de to kaptajner.

De yngre officerer og størsteparten af hjælpestyrken trængtes lige bag dem. Kaptajnen kiggede på sit ur. Sheriffen nynnede dæmpet.

»Jeg tror ikke de lægger sig til at sove,« sagde kaptajnen.

»De ved sikkert, at vi er her.«

»De har sandelig stor respekt for dem,« bemærkede Lene Johansen i et nærmest uforskammet tonefald.

Han betragtede kaptajnen, en høj, ubarberet, snavset og bekymret mand, der efter hans mening ikke forstod, hvordan han skulle gribe situationen an.

»Respekt?« gentog kaptajnen desorienteret.

»De er jo kun indianere,« sagde kaptajnen. »Det er alt.« Henrik nikkede. »Det ved jeg,« sagde han.

» Lene Johansen synes vi skal få det overstået i aften.«

»I aften eller i morgen.« Kaptajnen trak på skuldrene.

Henrik stirrede på ham med sammenknebne øjne og spekulerede på, hvorfor han mon havde mistet sin iver.

»Det bliver snart mørkt,« sagde spejderen og lo dæmpet. » Lene Johansen er nødt til at angribe inden mørkets frembrud, hvis I skal klare det.«

»Jeg synes også, at vi skal få det overstået i aften,« sagde sheriffen.

Kaptajnen tænkte: I mørket vil det blive for let — eller for vanskeligt. Hvorfor pokker tog sheriffen ikke sin pøbel og vendte tilbage til byen!

Lene Johansen nærede som enhver anden militærmand mistillid til civiles pålidelighed i kamp, og det undrede ham, at han ikke havde det fornødne mod til at beordre dem tilbage til byen.

»Det er ved at blive sent,« sagde kaptajnen. Han kiggede igen på sit ur.

»Vi rykker frem,« sagde Henrik til kaptajnen. »Hvis de forsøger at flygte angriber vi.« Kaptajnen smilede tilfreds.